Brystbetændelse
Dagen starter godt. Nohr har sovet godt om natten, og jeg har masser af overskud! Jeg går og rydder lidt op og gør rent, for jeg skal have besøg af mødregruppen for første gang dagen efter - og jeg glæder mig til at vise hvordan jeg bor! Ved middagstid kan jeg mærke jeg pludselig bliver lidt svimmel. Jeg tænker jeg nok bare har brug for noget at drikke og spise, så jeg laver lidt mad. Da jeg er færdig med at spise fortsætter jeg rengøringen. Jeg har ikke fået det bedre. Faktisk har jeg fået det værre. Jeg kan mærke jeg begynder at få feber. Mit ene brydt er lidt ømt, men tænker ikke videre over det. Jeg ringer til Kenneth og hører om han ikke kan undvære en træning den dag, for jeg har det ret skidt. Sød og dejlig som han er, så køber han is og slik med hjem så jeg kan få noget hurtig energi. Da han kommer hjem spørger han mere ind til brystet, da jeg nævner for ham, at det er en smule ømt. Vi kigger på det - for det havde jeg jo ikke selv tænkt på, at man kunne! :D og ganske rigtigt, så var det ildrødt... ork! Der fandtes ikke nok grimme ord i denne verden der kunne beskrive hvor træt af livet jeg var på det tidspunkt!
Vi vidste at varme og en masse amning ville kunne gøre det bedre, så vi så tiden an inden vi aflyste med mødregruppen, eller ringede til lægen.
Dagene efter dette er faktisk ret slørede for mig, for ikke alene havde jeg brystbetændelse, jeg var også på vej ned i det dybeste sorte hul jeg nogensinde har været i, og for lige at gøre metaforen her endnu mere tydelig, så var der ingen der havde en stige der var lang nok til at få mig op fra det hul. Mere om det senere
Vi tog til lægen - jeg mener det var dagen efter - mht. brystebetændelsen. Hun kiggede ikke engang på brystet, og vurderede, at jeg kunne fjerne det med varme bade, amning og udmalkninger. Jeg selv var ikke helt tryg ved situationen, for jeg havde stadig feber, og absolut intet overskud til at være en mor! Hvordan skulle jeg så have overskud til også at gå i bad flere gange dagligt, lægge Nohr til brystet når han ikke var sulten, og presse betændelse ud af brystet, som gjorde AFSINDIGT ondt!
Hun kunne se min bekymring, og lavede en “wait-and-see” recept på penicillin, og sagde til mig, at hvis jeg fik det værre, kunne vi altid hente dem på døgnapoteket. Men hvad er “få det værre”, når man allerede havde feber? Jeg tænkte bare at min feber nok ikke måtte blive værre end den var. Jeg havde på det tidspunkt næsten 39 i feber. Om aftenen kom Kenneths mor og far og lavede mad til os, for det havde jeg absolut ikke overskud til! Hurra for familie endnu engang!
Dagen efter skulle Nohr have sin 3 måneders vaccine, så vi skulle heldigvis ind til lægen igen. Nu siger jeg heldigvis... det gør jeg simpelthen fordi, jeg spurgte om hun lige havde tid til at kigge på mit bryst. Da hun så det, var hun slet ikke i tvivl! Jeg skulle på penicillin, og det skulle helst have været i går! Når man begynder at få feber grundet betændelsen, så kan varme bade og udmalkninger ikke gøre det alene. Jeg fik lidt overskud igen, for nu så jeg endelig lyset for enden af tunnelen! Skønt! Og Nohr reagerede ikke på sin vaccine, og blev heller ikke påvirket af penicillinen i mælken! Hurra! Verdens sejeste dreng altså!
Dagen efter var jeg alene hjemme. Efter Nohr havde spist af det betændte bryst, ville jeg malke noget af betændelsen ud. Det gjorde som sædvanligt mega ondt, så jeg sad og græd lidt for mig selv, mens Nohr lå og kiggede op på mig. Jeg græd lidt mere, for jeg kunne se han bare så gerne ville leges med, og jeg følte mig som verdens dårligste mor! Han var virkelig blevet forsømt - eller det følte jeg, for vi havde jo ikke været uden for døren i 5 dage. Vores liv foregik på sofaen foran fjernsynet. Jeg spiste ikke helt så godt, for orkede ikke gå ned og handle. Da de ting var gået op for mig, kunne jeg slet ikke stoppe med at græde. Jeg tog ham med ned på legetæppet, og legede med ham mens jeg græd og græd. Han kunne jo godt se og mærke at jeg ikke var okay, så han syntes jo heller ikke det var skide fedt, at ligge der. Så jeg ringede til Kenneths mor. Jeg vidste hun var i Aalborg, og derfor kunne være der ret hurtigt. Det var de længste 30 minutter i mit liv! Jeg sad med Nohr i sofaen og stortudede! Jeg kunne på det tidspunkt ikke mærke hvorfor, jeg kunne bare ikke stoppe. Når jeg græder hader jeg at Nohr kigger på mig, for jeg vil så gerne være den der overskuds-agtige mor, som har tid og overskud til lange gå ture, og en masse babyvenlige aktiviteter, mens hjemmet er ryddet og maden er klar når det er aftensmadstid. Det er jeg bare ikke. Jeg er den vildeste hjemme-narkoman! :D anyway! Det er en anden historie!
Kenneths mor kom ind af døren, og jeg brød fuldstændig sammen! Jeg græd så meget, at jeg nærmest ikke kunne snakke... efter lidt tid fandt vi frem til, at jeg nok følte mig lidt ensom. Jeg har stadig svært ved at acceptere det, når følelsen kommer, for jeg synes bestemt ikke jeg er en svag person! Og jeg føler mig svag, når jeg siger “jeg føler mig ensom”. Desuden føler jeg, det er den dummeste følelse, for jeg er jo ikke alene! Nohr er med mig dagen lang, og Kenneth er jo også hjemme om aftenen. Men det gik op for mig, at min dag handlede om, at jeg skulle huske at spise så jeg havde mad til Nohr, og så ellers bare vente på at Kenneth kom hjem. Jeg savner ham så ubeskriveligt meget når han er på arbejde! Og den følelse bliver mere ekstrem når jeg bare sidder og kukkelurer derhjemme bag hjemmets fire vægge... Som sagt tidligere, så er der ingen der har en stige, som var lang nok - heller ikke mig selv. Den skal jeg selv bygge. Og jeg er godt på vej! Der mangler ikke mange trin på stigen. Jeg er begyndt at nyde en lang gåtur. Før følte jeg, at jeg kunne spilde tiden, fordi jeg hellere ville vaske noget tøj, se en film, lave noget lækkert mad, spille lidt på computeren, tage et bad osv. Altså bare lige være mig lidt. Nu sætter jeg pris på den friske luft, fordi jeg ved det er godt for mig, ligesåvel som det er godt for Nohr. Jeg kan finde på, at tage bussen ind til byen, selvom jeg ikke skal noget derinde. Og så har vi flere madafner med Kenneths mor og far. Min egen mor og far er lige blevet færdig med at lave nyt køkken, så dem får vi forhåbentlig også mere tid til at se. For dem savner jeg også - jeg savner især, at de skal se mere til Nohr.
Til slut så kan indlægget om de gode stunder hjælpe lidt på en trist og grå dag. Og når Kenneth snupper ens telefon og tager de sødeste billeder, så bliver man altså også bare lykkelig!
Vi vidste at varme og en masse amning ville kunne gøre det bedre, så vi så tiden an inden vi aflyste med mødregruppen, eller ringede til lægen.
Dagene efter dette er faktisk ret slørede for mig, for ikke alene havde jeg brystbetændelse, jeg var også på vej ned i det dybeste sorte hul jeg nogensinde har været i, og for lige at gøre metaforen her endnu mere tydelig, så var der ingen der havde en stige der var lang nok til at få mig op fra det hul. Mere om det senere
Vi tog til lægen - jeg mener det var dagen efter - mht. brystebetændelsen. Hun kiggede ikke engang på brystet, og vurderede, at jeg kunne fjerne det med varme bade, amning og udmalkninger. Jeg selv var ikke helt tryg ved situationen, for jeg havde stadig feber, og absolut intet overskud til at være en mor! Hvordan skulle jeg så have overskud til også at gå i bad flere gange dagligt, lægge Nohr til brystet når han ikke var sulten, og presse betændelse ud af brystet, som gjorde AFSINDIGT ondt!
Hun kunne se min bekymring, og lavede en “wait-and-see” recept på penicillin, og sagde til mig, at hvis jeg fik det værre, kunne vi altid hente dem på døgnapoteket. Men hvad er “få det værre”, når man allerede havde feber? Jeg tænkte bare at min feber nok ikke måtte blive værre end den var. Jeg havde på det tidspunkt næsten 39 i feber. Om aftenen kom Kenneths mor og far og lavede mad til os, for det havde jeg absolut ikke overskud til! Hurra for familie endnu engang!
Dagen efter skulle Nohr have sin 3 måneders vaccine, så vi skulle heldigvis ind til lægen igen. Nu siger jeg heldigvis... det gør jeg simpelthen fordi, jeg spurgte om hun lige havde tid til at kigge på mit bryst. Da hun så det, var hun slet ikke i tvivl! Jeg skulle på penicillin, og det skulle helst have været i går! Når man begynder at få feber grundet betændelsen, så kan varme bade og udmalkninger ikke gøre det alene. Jeg fik lidt overskud igen, for nu så jeg endelig lyset for enden af tunnelen! Skønt! Og Nohr reagerede ikke på sin vaccine, og blev heller ikke påvirket af penicillinen i mælken! Hurra! Verdens sejeste dreng altså!
Dagen efter var jeg alene hjemme. Efter Nohr havde spist af det betændte bryst, ville jeg malke noget af betændelsen ud. Det gjorde som sædvanligt mega ondt, så jeg sad og græd lidt for mig selv, mens Nohr lå og kiggede op på mig. Jeg græd lidt mere, for jeg kunne se han bare så gerne ville leges med, og jeg følte mig som verdens dårligste mor! Han var virkelig blevet forsømt - eller det følte jeg, for vi havde jo ikke været uden for døren i 5 dage. Vores liv foregik på sofaen foran fjernsynet. Jeg spiste ikke helt så godt, for orkede ikke gå ned og handle. Da de ting var gået op for mig, kunne jeg slet ikke stoppe med at græde. Jeg tog ham med ned på legetæppet, og legede med ham mens jeg græd og græd. Han kunne jo godt se og mærke at jeg ikke var okay, så han syntes jo heller ikke det var skide fedt, at ligge der. Så jeg ringede til Kenneths mor. Jeg vidste hun var i Aalborg, og derfor kunne være der ret hurtigt. Det var de længste 30 minutter i mit liv! Jeg sad med Nohr i sofaen og stortudede! Jeg kunne på det tidspunkt ikke mærke hvorfor, jeg kunne bare ikke stoppe. Når jeg græder hader jeg at Nohr kigger på mig, for jeg vil så gerne være den der overskuds-agtige mor, som har tid og overskud til lange gå ture, og en masse babyvenlige aktiviteter, mens hjemmet er ryddet og maden er klar når det er aftensmadstid. Det er jeg bare ikke. Jeg er den vildeste hjemme-narkoman! :D anyway! Det er en anden historie!
Kenneths mor kom ind af døren, og jeg brød fuldstændig sammen! Jeg græd så meget, at jeg nærmest ikke kunne snakke... efter lidt tid fandt vi frem til, at jeg nok følte mig lidt ensom. Jeg har stadig svært ved at acceptere det, når følelsen kommer, for jeg synes bestemt ikke jeg er en svag person! Og jeg føler mig svag, når jeg siger “jeg føler mig ensom”. Desuden føler jeg, det er den dummeste følelse, for jeg er jo ikke alene! Nohr er med mig dagen lang, og Kenneth er jo også hjemme om aftenen. Men det gik op for mig, at min dag handlede om, at jeg skulle huske at spise så jeg havde mad til Nohr, og så ellers bare vente på at Kenneth kom hjem. Jeg savner ham så ubeskriveligt meget når han er på arbejde! Og den følelse bliver mere ekstrem når jeg bare sidder og kukkelurer derhjemme bag hjemmets fire vægge... Som sagt tidligere, så er der ingen der har en stige, som var lang nok - heller ikke mig selv. Den skal jeg selv bygge. Og jeg er godt på vej! Der mangler ikke mange trin på stigen. Jeg er begyndt at nyde en lang gåtur. Før følte jeg, at jeg kunne spilde tiden, fordi jeg hellere ville vaske noget tøj, se en film, lave noget lækkert mad, spille lidt på computeren, tage et bad osv. Altså bare lige være mig lidt. Nu sætter jeg pris på den friske luft, fordi jeg ved det er godt for mig, ligesåvel som det er godt for Nohr. Jeg kan finde på, at tage bussen ind til byen, selvom jeg ikke skal noget derinde. Og så har vi flere madafner med Kenneths mor og far. Min egen mor og far er lige blevet færdig med at lave nyt køkken, så dem får vi forhåbentlig også mere tid til at se. For dem savner jeg også - jeg savner især, at de skal se mere til Nohr.
Til slut så kan indlægget om de gode stunder hjælpe lidt på en trist og grå dag. Og når Kenneth snupper ens telefon og tager de sødeste billeder, så bliver man altså også bare lykkelig!
Kommentarer
Send en kommentar